Desktop

Mobil

IPad

Pulsen på London

Skrevet af

Af Kim Wyon

Årets PULS studietur gik til London, hvor den nyere bølge af livsstilshoteller har vendt branchen på hovedet. Nogle af de mest innovative hotelkoncepter tager udgangspunkt i helt andre dele af oplevelsesindustrien – levende restauranter, funky musikliv og sjælfuld boligindretning. Kan vi lære af London?

PULS studieturen gik i oktober til London, hvor deltagerene skulle finde inspiration i nye trends og impulser i byen, der altid har været på forkant inden for hospitality. Studieturen var for første gang opdelt i et hotel- og F&B-spor, hvorfor der også var flere deltagere end tidligere år.

Med Dansk Erhverv og TN Hospitality Advisors som arrangører, omfattede besøgsprogrammet et stort antal hoteller og restauranter inden for alle kategorier – ikke mindst nyere livsstilshoteller som The NoMad, The Hoxton Southwark, The Treehouse Hotel, The Ned og Chateau Denmark. Hoteller med unikke koncepter, der er værd at rejse efter.

Hvilke takeaways har deltagerne så fra studieturen til London? Et fællestræk for nogle af deres oplevelser er, at vi i hotelindustrien har meget at lære af andre brancher inden for oplevelsesøkonomien – og at det måske netop derfor er på tide, at vi også i Danmark inddrager nye eksterne kompetencer i udviklingen af vores hoteller.

 

Foto: The Treehouse Hotel London

3 gode takeaways –

1) Restaurants with rooms

 

En af kongstankerne i den nyere bølge af livsstilshoteller er at vende forholdet mellem overnatning og F&B på hovedet, så der i konceptudviklingen er større fokus på restaurationsoplevelserne. En trend man i de senere år har kaldet ”restaurants with rooms.” I Danmark har vi mange gode eksempler på gourmet-destinationer, hvor overnatning er en del af pakken, men hvor det primært er maden folk rejser efter. Men danske hoteller – ikke mindst i byerne – er stadig ofte præget af en tanke om, at F&B blot er en add-on. London er i forvejen (i øvrigt ligesom København) en af Europas kulinariske kraftcentre, og netop derfor er det ikke gourmet, der satses på i udviklingen af nye livsstilshoteller i byen. Dertil ville konkurrencen være for hård og publikumssegmentet for snæver. Derimod er det hotellernes uformelle urbane restaurationsliv og deres klubagtige rooftop hangouts, der er trækplastret – eksempelvis på The Treehouse Hotel og The Hoxton, Southwark.

”Når danske hoteller skal udvikle deres F&B, så er det alt for ofte hotelledelsen selv, der søger at udvikle et koncept baseret på inspiration udefra. Men man glemmer, at restaurationsbranchen kræver helt andre kompetencer, og derfor overser man det egentlige potentiale, der kan ligge i at lade de rette talenter skabe et unikt og appellerende F&B-koncept – måske endda som fundament for hele hotelprojektet,” siger Michael Telling.

Foto: Mel Yates, Chateau Denmark, Lofthouse Apartment

2) Temahoteller

Chateau Denmark er en af Londons nyeste skud på livsstilshotel-segmentet og omfatter hele 16 matrikler på Denmark Street i byens Soho-distrikt – en gade, der er kendt som arnestedet for den britiske musikindustri. The Rolling Stones indspillede deres debutalbum i et lydstudie på Denmark Street, og David Bowie og Elton John har også haft deres faste gang i gaden. Chateau Denmark er derfor udviklet som en destination i sig selv. Et temahotel, der låner sin rock-vibe og overdådige undergrundsstil fra gadens legendariske musikmiljø.

”Det er lidt foruroligende men bestemt også inspirerende at se, at det ikke er hotelfolk, der nødvendigvis laver de mest innovative hotelkoncepter – i tilfældet med Chateau Denmark er det musikfolk og et reklamebureau, der står bag. Dog har de ansat en af Londons dygtigste hotelpersoner, Carrie Wicks, så driften kommer til at matche konceptet. Vi skal nok vænne os til at være mere ydmyge, når specialister fra andre brancher kommer og oversætter oplevelser til hospitality-branchen på nye og sjove måder,” siger Helena Thomsen, direktør på Rolighed, nord for København.

3) Home away from home

 

Det er en branche-kliche, at hoteloplevelsen skal være hjemlig – en ambition, der alt for sjældent går i opfyldelse. Ikke desto mindre er hjemligheden blevet en vigtig trend blandt livsstilshoteller. I London, hvor der er lang tradition for luksushoteller med victoriansk grundstemning, ligger denne udvikling naturligvis lige til højrebenet. The NoMad Hotel London er iscenesat med en eklektisk blanding af klunkestils-romantik og modernistisk glamour fra de brølende 20ere. Det neoklassicistiske The Neddrager på samme måde sjælfuld inspiration fra bygningens egen kulturhistorie – selv deres billigste værelser (kaldet ”Crash Pads”) har været et smut forbi avantgarde-butikkerne for klassisk unikadesign. London har altid været lidt af et excentrisk nipse-paradis, og denne nye indretningstrend handler derfor nok så meget om at indfange byens kulturelle sjæl på nye måder. Ligger der derfor ikke et kæmpepotentiale i denne hyggestil netop i Danmark, hvor vi har en lang tradition for kvalitetsindretning og boligdesign?

”Den oplevelse vi havde var, at nogle af hotellerne var indrettet, så de føltes som private hjem. Hvert værelse, også mødelokalerne, var indrettet med hyggekroge. Ikke to rum var ens, og alt var customised. Det er supervigtigt at gøre noget ud af detaljerne, og at den personlige indretning også afspejles i værtskabet – der var ingen personale-uniformer eksempelvis. Man kunne sagtens forestille sig, at flere livsstilshoteller i København på lignende måde kunne indrettes mere i tråd med stedets sjæl. Eksempelvis i bydele med meget karakteristisk lokalliv som Nørrebro og Vesterbro,” slutter Helena Thomsen.